Jeg tog mig sammen forleden mandag og stavrede pr. taxa ned i Kirkegade. Kunne de overhovedet huske mig? Hvor mange eller få ville der være i klubben?

Jeg fik betalt taxachaufføren og kæmpede mig op ad trappen - der var lys i blå stue! En pæn flok sad omkring to borde!! Halleluja! Liv!!

Begejstringen dalede da et kendt ansigt – Torsten Lindestrøm – vendte sig mod mig og undskyldende sagde: - Vi har lånt jeres lokale og holder møde.’

Det var folk fra naboklubben. Så mindedes jeg om, hvordan det føles, når en ballon punkteres. Tilbage til mig: en mississippi, to mississippi…

Jeg satte mig ud i forrummet og sank ned i sofaen. Der var jo god plads.

Så nærmede klokken sig 19, og en fortravlet formand Jens dukkede op.

Vi snakkede lidt om ’klubbens’ tilstand og muligheder.

Så var han nødt til at gå, fik mig til at overtage portnerfunktionen, gik, og jeg sad igen mutters alene.

Det fik ikke underligt tankerne til at flyve (eller måske rettere sive). Til f.x. bedre, langt bedre, tider, hvor klubben var levende, stor og stærk. Alle (undskyld: ’Alle’) har sikkert nydt at gense klubbladet, som vores mest aktive medlem, Jørn Hansen, er ved at scanne ind på nettet. Desværre har Jørn for år siden meldt sig ud! Billeder af leben i klubben, af medlemmer for længst forsvundet under radaren. Deserteret til andre klubber, mistet interessen, fået andre, døde…

De aktiviteter vi var indblandet i! Turneringer, fester, simultaner med vores egne spillere eller internationale koryfæer, vores fester! Hvad med Vesterhavsturneringerne! Hvor mange ved, de var med til at lave historie!

Der gik 45 minutter, stadig alene. Tid at ringe efter en taxa.

En mississippi, to mississi…