Hæder til skakturnering
af Jan H. Hansen, Lokal-Bladet Budstikken, Esbjerg

Vesterhavsturneringen modtaget Årets Nordeapris 2004
Så blev det igen tid til at overrække Nordeaprisen, og i år gik den til skakturneringen Vesterhavsturneringen.

Formanden for Esbjerg Skak Union, der står bag turneringen - Brian Isaksen - modtog i aftes prisen ved Nordeas Årsmøde på Tobakken. Det skete som afslutning på mødet, og prisen, der går til "en eller flere, der har ydet en indsats, der er kommet Esbjerg til gavn", blev overrakt fra filialdirektør Kim Nikolajsen.

Vinderne gør et stort ulønnet stykke arbejde, som vi gerne vil støtte op om. Arbejdet startede i 1976, og det er i dag en turnering, der bliver fulgt over hele verden og er med til at få Esbjerg på landkortet, sagde filialdirektør Kim Nikolajsen på dommerkomiteens vegne. Der skal altid mange hjælpere til et sådant arrangement, men det kræver altid en førerhund. Førerhunden er Brian Isaksen, og jeg kan godt tillade mig at sige, at hvis Brian Isaksen ikke havde været der, ville der ikke have været en Vesterhavsturnering i dag, sagde Kim Nikolajsen.

Lysere fremtid
Brian Isaksen, som Lokal-Bladet Budstikken mødte inden prisoverrækkelsen, var naturligt nok glad og stolt over at modtage prisen. Det er dejligt at få anerkendelse for det store arbejde, der er med turneringen. De 15.000 kroner som prisen er på, er også med til at vi ser lidt lysere på fremtiden, siger Brian Isaksen, der har været med i arbejdet med turneringen siden begyndelsen i 1976.

Hvert år skal der findes sponsorer og andre indtægter til turneringen, der gennem flere år har været med til at gøre Esbjerg til en populær og kendt skakby. Ambitionen da vi etablerede turneringen var at vise, at det kunne lade sig gøre at lave en international turnering i Danmark, samtidig havde Esbjerg på det tidspunkt en række gode spillere. I årene efter 1976 havde turneringen vokseværk, og den blev i 1978 Danmarks første stormesterturnering. I 1988 var det imidlertid slut, da der ikke længere i de lokale skakkredse var opbakning.

Skabe opmærksomhed
I 1996 ønskede man dog at hædre idémanden bag turneringen, Finn Larsen, der var død. Det blev til den 14. turnering under navnet Finn Larsen Memorial. Fire år senere - i 2000 - var Vesterhavsturneringen genfødt.

Det lykkedes os at gøre Vesterhavsturneringen til en uhørt stor turnering igen. Og siden 2000 har det været en meget stærk turnering, siger Brian Isaksen. Turneringen der har en rimelig trang økonomi, gennemføres for omkring 100.000 kroner pr. gang. Det er faktisk utrolig billigt, når man tænker på hvor meget prestige, der følger med. Så det er ærgerligt, at vi hvert år skal kæmpe så hårdt for at finde penge. Jeg håber derfor, at Nordeaprisen kan være med til at skabe opmærksomhed for turneringen, der følges over hele verden, siger Brian Isaksen.

Nordeaprisen, der uddeles i samarbejde mellem Nordea og Lokal-Bladet Budstikken Esbjerg, er på 15.000 kroner, og det er anden gang, prisen bliver uddelt. I 2003 gik prisen til Natteravnene.


Ovenstående artikel, skrevet at Jan H. Hansen, blev bragt i Lokal-Bladet Budstikken Esbjergs udgave den 17. marts 2004.