Formandens leder for december 2004
Nyt værktøj
Af Brian Isaksen

Nu behøver du ikke længere ærgre dig over vores brikkers kummerlige tilstand: Med debut i den dobbelte holdkamp 5. december kommer vores splinternye brikker i aktion. Det har været tiltrængt længe, men nu er de her altså: 16 sæt bundesligabrikker med brætter. De nye sæt skal KUN bruges til klubturnering, holdturnering og øvrige turneringer – al lynskak og analyse foregår stadig i den blå stue og med de gamle brikker!

*
Alle vores tre hold er kommet godt fra start, se rapporter i dette nummer.

*
Klubben har forøget sin beholdning af internationale titelholdere, lidt mere præcist: fordoblet! Lars Lindhard er blevet udnævnt til International Arbiter. Det er selvfølgelig på baggrund af en stribe Vesterhavsturneringer og DM 1997. Mange gange tillykke med en yderst velfortjent titel, Lars!

*
Også velkommen til et nyt medlem, Knud Erik Lund. Knud har fået et skakspil i gave fra sin familie og så meget fornuftigt sat sig for, at nu vil han lære spillet. En boggave er på vej fra Centrum.

*
Der gøres et nyt forsøg på at lave en fælles julefrokost med byens øvrige skakklubber. Meld dig hos Søren Peter eller Karsten Jacobsen.
Nu du alligevel er i gang, meld dig også til esbjergmesterskabet hos mig eller Jens Nielsen.

Til top