Oprydning
Af Brian Isaksen
Generalforsamlingen bliver 27. august – døren åbnes for flodbølgen af nye og gamle medlemmer 13. august.
Regn med, at klubturneringen spiller 1. runde første mandag efter generalforsamlingen. På generalforsamlingen skal bl.a. en afløser for det aldrende vrag af en formand findes. Der venter ham et større oprydningsarbejde. Ikke kun i bogstavelig forstand, vores lokale på 2. sal er ligeså uoverskueligt som Jens cykelsmeds værksted. Men klubben selv trænger måske også til et generelt serviceeftersyn.
Jeg har ikke længere kræfterne, men min efterfølger bør nok se lidt kritisk på først og fremmest klubturneringen. Generalforsamlingen kommer måske med et bud på, om vi har den rigtige model for turneringen.
*
Pokalstævnet 13. maj er godt overstået – men ikke i kraft af formandens indsats! Min del begrænsede sig mest til at mandsopdække en stol, mens andre klarede opgaverne. Vores elitehold kommer heller ikke denne gang i finalen. Endnu mere beskæmmende er det, at vi var ude af stand til at præstere FIRE spillere på hjemmebane til et breddehold.
*
Har du meldt dig til Vesterhavsturneringen? Ellers bør din moster klare sig selv, uanset hvor syg hun er. MELD DIG!
*
Lad os ikke glemme: Til lykke til Gunnar Pedersen med det sjette klubmesterskab!
*
Og for resten, også fra mig: GOD SOMMERFERIE!