Formandens leder for april 2006
Stillingsopslag
Af Brian Isaksen
opdateret den 26. april 2006

Hvis du har brug for et nyt dagjob, bliver der en post som formand ledig SENEST august 2007, den rigtige ansøger kan endda starte før.
Der foretrækkes en kandidat med et vist kendskab til – og passende respekt for - Skakklubben Centrums historie, der kan dokumenteres helt tilbage til fødselsdagen 31. oktober 1922.
Ønskeligt er også en væsentligt mere mobil m/k end den nuværende (invalide!) formand.
Nysgerrige med bare en gnist af interesse, kan henvende sig til den nuværende formand, mig, for at høre om postens fortræffeligheder.
Tænk venligst endnu en gang over den med ’Tænk ikke på, hvad din klub osv. osv.’ Vi skulle nødigt sidde om godt et år på en generalforsamling, hvor alle undgår alle andres blikke!

*
Holdturneringen
er slut for denne gang og med et godt resultat for Centrum.
Som omtalt i seneste nummer kunne man se, at 1. holdet denne gang slap for nedrykningsspøgelset, da man først var kommet sig over granatchokket i 1. runde. 2. holdet stod for den store succes, oprykning til(bage) til mesterrækken! Og også 3. holdet klarede sig godt med en tredjeplads i B-rækken.

*
Klubturneringen
nærmer sig, mens dette skrives, sin afslutning. Gunnar Pedersen kan sætte endnu et klubmesterskab ind i samlingen – til lykke Gunnar! Denne turnering betød også en mindre forbedring af deltagerantallet, tre klasser igen.
Kaffepausen er en fin, lille succes! Jeg tror, det kvarter er godt givet ud.

*
Husk også det udsatte esbjergmesterskab 2006 og den kommende Vesterhavsturnering! Se annoncerne i dette nummer.

*
Og så glæder vi os til i dette nummer at høre nærmere fra et par spillere, der for nylig har været i ilden på udebane!

*
Som jeg skrev i lederen i seneste nummer af bladet, har Hovedkredsen spurgt, om vi kunne overtage arrangementet af den indledende runde af Pokalholdmesterskabet i hurtigskak.
Jeg har fået lokalerne i Kirkegade 14. maj og meldt tilbage til Hovedkredsen, O.K. Esbjerg er parat. I øjeblikket kan Centrum stille med et elite- og et bredde-hold – og heldigvis har et par stykker nu meldt sig og tilbudt hjælp til kantinen!
Tilmeldingsfristen er allerede den 7. maj, og der er en risiko for, at turneringen som sidste år kan blive aflyst! Så hold øje med hjemmesiden eller ring til mig et par dage før den 14. Klubturneringen er jo slut på det tidspunkt!

Til top