Sikkert ikke mange af vores nuværende medlemmer kendte ham. John, der var indehaver af Sædding Revision, sad i vores bestyrelse i en periode tilbage i 80’erne. Da var jeg klubbladsredaktør, bestyrelsen fandt på at invitere mig med til bestyrelsesmøderne. Det udviklede sig, og jeg kom til at se mere til John og hans daværende kone, Rie – som senere blev skilt fra John og gift med Finn Larsen!
John var lidt rystet efter den affære, men kom igennem det og fandt sig såmænd en ny kone. Jeg befandt mig på sidelinjen i hele den for John turbulente periode. Men ikke længere væk, end at jeg altid kunne regne med en annonce til Vesterhavsturneringen fra John og hans revisionsfirma. Jeg så ham altid under esbjergmesterskabet, og når jeg spurgte om endnu en annonce, kom svaret uden tøven: ’Ja, selvfølgelig – er 1500 igen nok? Skal jeg give mere?’
Han reviderede flere gange regnskabet for Vesterhavsturneringen, og det uden beregning. John var et behageligt bekendtskab. Så sent som i år var han ude at kigge til Vesterhavsturneringen. Nu er han væk.
Han bliver begravet fra Gormsgades Kapel 31. august klokken 13.30. Klubben sender en buket med en sidste hilsen.