En af disse forsvundne, og alligevel ikke helt forsvundne, er Jacob Gerner Hariri. Han blev medlem af Centrum i 1989, kort før sin 11 års fødselsdag, og jeg mener kun han var medlem i 3-4 år. Med sin personlighed, humoristiske sans, viltre hår og ikke mindste gode forståelse for skakspillet, så lagde man hurtigt mærke til ham. I mine øjne var der ingen tvivl om, at havde han koncentreret sig om skakspillet, så ville vi med tiden have fået en endog meget stærk spiller. Men sådan skulle det altså ikke være. Interessen for skakspillet blegnede, Jacob ville meget hellere være guitarist i et heavy metal band a la Guns N' Roses!
Siden udmeldelsen er jeg kun løbet ind i Jacob én gang, og det er efterhånden nogle år siden, så hvor blev han af? Blev han Slash nummer 2? Min nyfigenhed blev delvist afklaret i dag den 19. juni 2005, da mine øjne faldt på følgende notits i dagbladet Politiken (I ved, dagbladet med den daglige skakspalte af Sune Berg Hansen!):
Jacob Gerner Hariri, overbygningsstuderende på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, får den 29. juni på Amalienborg Slot overrakt et legat af kronprins Frederik. Legatet, som kronprinsen uddeler for 12. år i træk, består af et års studie ved John F. Kennedy School of Government på Harvard Universitetet i Boston, USA.
Legatet er fra Crown Prince Frederik Fund, som kronprinsen fik i folkegave af dansk-amerikanere til sin 25 års fødselsdag. Kronprinsen fik gaven, da han selv studerede ved Harvard Universitetet.
Medmindre at der helt usandsynligt er tale om en navnebroder, så må konklusionen være, at det alligevel ikke blev til en musikkarriere, men at Jacob alligevel er kommet godt af veje! Jeg skal ikke gøre mig klog på hvad en overbygningsstuderende laver, men jeg formoder trods alt ikke, selv om det var min første tanke, at der er tale om en ingeniøruddannelse ;-)
Den gode Lars Lindhard fandt endvidere et billede af prisoverrækkelsen på en kongetro hollandsk hjemmeside.