Esbjerg Skak Union var straks parat til at ’udlåne’ navnet Vesterhavsturnering og støttede endda med et kontant beløb. Turneringerne 1976-1988 have alle hele tiden orienteret sig fremad – hvordan bliver vi bedre, hvordan gør vi turneringen stærkere? Da vi nu skulle mindes Finn og den fortid, han var så stor en del af, fik jeg den ide at gøre det modsatte, kikke bagud: Jeg ville have så mange som muligt af de ’gamle’ spillere og turneringsledere med. Det blev lidt af et gensyn, kan jeg love jer! Esbjerg Kommune var uvillig til at støtte turneringen – så jeg fik gu’hjælpemig også den gamle borgmester og uvurderlige ven af Vesterhavsturneringen, A. K. Nielsen, til at komme og åbne turneringen!
Det var nemt at få spillerne med, vi tilbød fine betingelser. Symptomatisk var John Rødgaards reaktion, da jeg ringede til ham. Han havde læst om vores planer i klubbladet, så jeg nåede kun at sige: "Hej John. Vi vil lave..", så afbrød han mig: "Ja, jeg kommer!" Og han ville ikke have betaling!! Men så måtte jeg protestere, andre fik penge for at komme, så han skulle naturligvis også have. Ven eller ej. Turneringen blev en pæn, lille succes. Presset fra alle sider for at få gang i Vesterhavsturneringen igen voksede.
I december 1996 blev jeg overtalt til at vende tilbage til formandsposten i Esbjerg Skak Union for at bringe forberedelserne til DM 1997 i Esbjerg tilbage på rette spor. Det blev det hårdeste stykke arbejde, jeg nogensinde har givet mig i kast med. Under stævnefesten talte den nybagte danmarksmester, Lars Bo Hansen, om Vesterhavsturneringen: " … og jeg håber, turneringen snart vender tilbage, for vi savner den!" Så det endte med, at jeg var oppe ved mikrofonen og bl.a. sige: " … og der skal nok komme flere Vesterhavsturneringer!" Jeg var naturligvis ikke svær at overtale.
Vi havde været i stand til at præsentere samtlige danske stormestre i DM 1997, bl. a. takket være Henry Heiberg fra KPMG. Han sagde på et tidspunkt under DM til mig, at hvis vi på et tidspunkt skulle få lyst til endnu en Vesterhavsturnering, skulle jeg kontakte ham. Få lyst! En sådan interesse fra en toperhvervsmand var, hvad vi havde drømt om! Eller som jeg plejer at sige: "Hvilken fisk kan ikke lide at svømme!"
Jeg gik nogle uger og tyggede på sagen. Heiberg havde bedt mig om i givet fald at komme med et budget. For en sikkerheds skyld lavede jeg to: et for en mindre turnering i stil med Finn Larsen Memorial og et for en fuldblods stormesterturnering. En sommerdag mødte jeg så op til et aftalt møde på KPMG-kontoret i Havnegade. En sekretær placerede mig i et high tech hjørnekontor og serverede kaffe for mig – mig i mine Levi’s og T-shirt! Heiberg kom og kikkede på mine budgetter, skubbede det lille til side med en håndbevægelse: "Det der kan KPMG selv klare, lad mig lige snakke med et par folk om stormesterturneringen!" Så nemt var det!
Jeg fik endnu en gang JydskeVestkysten med – og i 2000 gennembrød vi lydmuren! Danmarks første kategori 14 – med et slag var vi på et niveau kun matchet eller overgået på disse kanter af Dortmund, Wijk aan Zee, Sarajevo og Linares!!! Der omkring dukkede ideen om tre-trins-raketten op: Kunne vi holde niveauet indtil Dansk Skak Unions 100 års jubilæum i 2003, var der måske chance for et ekstraordinært stort tilskud fra landsorganisationen? Det eneste, der gjorde målet realistisk, var en fantastisk hotelaftale med Hotel Hermitage. Alle ved, det lykkedes og resulterede i endnu en danmarksrekord, kategori 15 i 2003.
Vi har set et hav af små og store stjerner i Esbjerg: Svidler, Sutovsky, Grischuk, Gulko, Vaganian, Miles, Short, Keene, Karlsson, Sasikiran, McShane, Dreev, Larsen. Jeg kan blive ved, indtil køerne kommer hjem, eller ingen gider høre på mig mere: Bruzon, Dominguez, Curt, Peter Heine, Sune, Mestel... osv. osv. Og dem, der kun var her som besøgende eller sekundanter Ulf Andersson, Phil Hughes (ham med hjemmesiden om ’Uncrowned Kings’ – link fra Jørns side - de berømtheder, der aldrig fik en VM-match som f. eks. Bent Larsen), Mark Dvoretsky (verdens bedste skaktræner kaldes han) m. m. flere.
Eller hvor mange husker Kevin Wicker – ham, der forberedte sig i lotus-stilling ude i Grådybskolens atriumgård? Eller turneringsleder i stormestergruppen i flere år, Flemming Madsen, ham med overalls, Land og Folk og strikketøj? De to esbjergensiske spillere, der kom mere eller mindre direkte til deres runde fra byen, hvor den ene pådrog sig karantæne, den anden vandt skønhedspræmie i den koordinerede for sit parti! Eller, eller, eller…
Jeg har virkelig masser af gode minder om Vesterhavsturneringen!