Jeg trissede ind på plejehjemmet ved 13-tiden, men hvis jeg havde tænkt mig bare nogenlunde om, så var det nok ikke det mest geniale tidspunkt. For Ejnar sov selvfølgelig til middag, men den middagslur fik jeg da sat en stopper for!

Selv om Ejnar var meget træt, så var han på trods af den bratte opvågning frisk til en snak skak - især om gamle dage. Han har helt sikkert mange gode minder om klubben, og han var interesseret i at høre nyt om klubbens tilstand og hvordan det gik med de medlemmer kan kendte og kunne huske. Efter en god snak tog jeg afsked med Ejnar, og jeg lovede at sende en hilsen fra ham til jer alle sammen nede i klubben. Det være hermed gjort.

Jeg tror helt sikkert Ejnar ville være glad for at få besøg fra nogle af de gamle skakbekendte. Det meste af hans familie bor udenbys, så det er nok ikke hver dag han får besøg. Og jeg tror heller ikke han kommer så meget ud længere, for han er ikke længere helt mobil.

Da jeg cyklede videre fra plejehjemmet fik den søde tand overtaget. Jeg kørte derfor ned til bageren på Jørgen Pedersens Vej, hvor jeg forsynede mig. Og da jeg kom ud fra forretningen, hvem stod så udenfor? Ingen ringere end Svend Aage Jensen, der stod over for et af livets store problemstillinger. Skulle det være napoleonskagen? Eller hindbærsnitten? Eller makronkagen? Ja, livet er svært - og hvem har i øvrigt sagt at det skulle være let!

Vi fik en god lang snak om dette og hint og jeg sagde til ham, at jeg da håbede at han snart kom ned i klubben igen. Lige for tiden kniber det dog for vores gamle kasserer at afse tiden dertil, men jeg håber snart at der kommer en bedring på det punkt, så vi igen kan få den gode Svend Aage tilbage til klubben, hvor mange helt sikkert savner hans finurlige humor. Også en hilsen til alle fra ham. Hvordan Svend Aage i øvrigt løste den føromtalte problemstilling, kan jeg desværre ikke give svaret på - men i hvert fald velbekomme!

Ejnar Nielsen i 1997-udgaven, det år han blev æresmedlem!