Onsdag 7. april 2010 fylder Verner Rexen 90 år. Han underviser stadig i skak og bruger flittigt computeren. Han gennempløjer avisen hver formiddag fra ende til anden. Derefter kaster han sig over computeren. Om eftermiddagen cykler han, og om mandagen underviser han i skak.
Man skulle ikke tro, at det er en mand, som fylder 90 år, der er tale om. Men på onsdag fylder Verner Rexen 90 år, og netop avisen, skakspillet og
computeren holder ham i skak. Han har i mange år spillet skak og opnåede at blive æresmedlem af Skakklubben Centrum, før han i 1976 flyttede til Årre.
Skakspillet er en god hjernegymnastik. Det har folk godt af. Man skal bruge hjernen hele tiden, siger han.
Nu underviser han skoledrenge i skak hver mandag på Årre Skole. Så spiller vi sammen med dem og forklarer dem, hvilke fejl de laver. Det
går såmænd meget godt. Jeg er egentlig glad for det. Det er en lille afveksling at komme derop, siger han. Derudover får han ikke spillet så meget skak længere.
Men hjernen holder han i gang alligevel. Som 80-årig fik han sin første computer, og den er siden blevet brugt flittigt. Den er alt for mig i øjeblikket. Jeg synes det er sjovt. Man kan blive ved med at lære noget. Inden man får set sig om, skal man ned og spise, siger han.
Når kroppen også trænger til at blive rørt cykler han på sin elcykel. Men den skal nok snart skiftes ud med en trehjulet, erkender han. I to år har han boet på ældreboligcentret Hybenbo, og det er han glad for. Han mistede sin kone for 14 år siden og også deres eneste datter har han mistet. Men har har to børnebørn og seks oldebørn.
Det er det bedste, siger han med et smil. De kommer og henter mig og besøger mig tit med børn og det hele.
På lørdag er det deres tur til at komme til fest hos oldefar. Da holder han fest for familie og venner på Årre Kro. På onsdag er der formiddagskaffe for alle på Hybenbo.
Skakspillet er en god hjernegymnastik. Det har folk godt af. Man skal bruge hjernen hele tiden.
Supplerende kan oplyses, at Mogens Nielsen og Jens Nielsen besøgte fødselaren på fødselsdagen. Der kommer snarest et indlæg herom.