Nu, hvor chokket er kommet et par dage på afstand, bliver der så småt plads til at mindes gode stunder med Mogens Nielsen.
Jeg meldte mig ind i klubben 1-12-1969. Som 15-årig havde skoleskakken med Svend Schütt som lærer givet mig mod til at prøve kræfter med de store. Klubben spillede den gang på KFUM i Kirkegade, med bagklogskabens briller kan jeg nu se, at der omkring startede Centrums storhedstid: Hans Nissen som formand (’Må jeg lige ’forstørre’ et øjeblik!’), Finn Larsen som den store organisator i baggrunden, en voksende medlemsskare, vi spillede på det tidspunkt i to lokaler, inde bagved for juniorerne, hvor en som Hans Madsen gav instruktion – vel så længe han kunne holde larmen fra de uvorne unger som Ove Matras og Martin Clausen ud, og ude foran de ’voksne’. Og et eller andet sted var klubbens i særklasse stærkeste spiller, Mogens Nielsen.
Efterhånden som de første år gik, og jeg begyndte at nærme mig mesterklassen, lærte jeg ham bedre og bedre at kende. Selv om Mogens tilhørte byens absolutte top sammen med Svend O. von Seelen og senere John Rødgaard, var han villig til at spille lyn, snakke og give fiduser til alle – også til en langhåret fjottefrans som mig.
Mogens spillede dengang i eliteklassen. Hvad det niveau betød, fik jeg øjnene op for i 1970, hvor Mogens var med i eliteklassen ved DM i Flensburg og jeg gjorde, hvad jeg kunne, i 2. klasse. Det var også året, hvor det gik op for mig, hvad Landsholdsklassen er. Jeg så en langhåret Bo Jacobsen gå rundt – i lang kjole! Og en Jens Enevoldsen iført læderjakke og cigar.
I 1972 var der DM i Esbjerg. Nissen var øverste ansvarlige for arrangementet, Verner Rexen TL i Landsholdsklassen. Svend Hamann blev DM. Nissen snakker i klubbladet om 416 deltagere! Mogens spillede igen i eliteklassen, dengang gav en sejr i en eliteklasse kvalifikation til næste års Landsholdsklasse. Mogens blev delt nr. to.
Det kan ikke undre, at jeg den gang beundrede Mogens meget som spiller. Jeg nærmede mig selv eliteklassen, og jeg begyndte at besøge Mogens på Uglvigvej for at vise ham partier, stillinger, få inspiration. Man blev altid beværtet godt hos Mogens. Øl og Gl . Dansk. Tit, når jeg cyklede hjem, opførte cyklen sig mærkeligt. Når han derimod dukkede op på besøg hos mig, havde han altid travlt, han skulle videre. Jeg havde dog tit held med at få lokket en øl nummer to i ham.
Senere flyttede ham og Birthe til Møllegårdsvej, og der blev længere mellem hans besøg.
Mogens Nielsen meldte sig ind 26. marts 1956. Det blev til 7 klubmesterskaber, fem esbjergmesterskaber, to cupmesterskaber og 170 1.holdskampe. Desuden blev det til en IM-titel i k-skak!
Vi har mistet en enestående personlighed.
Læs også: