Jeg har kigget en del gamle klubblade igennem og så vidt jeg kan se, så blev Lars medlem af Centrum efter sommerferien i 1982 i en alder af 11 år. Han blev placeret i klubbens 4. klasse og var lige ved at rykke op med det samme. Kun ½ point manglede han. Oprykningen til 3. klasse blev dog en realitet i forårsturneringen 1983, hvor han scorede 11/13.

I efterårsturneringen i 1984 rykkede Lars suverænt op i 2. klasse med 8½/10. Kunststykket gentog sig i efterårsturneringen i 1985, hvor der igen blev scoret 8½/10 og dermed oprykning til 1. klasse. Opholdet her blev ganske kort og i forårsturneringen i 1986 rykkede Lars op i mesterklassen med den lidt mere beskedne score på 7/11 på en 3. plads. Der var kun ét point mellem nr. 1 og nr. 6!

Lars bed sig hurtigt fast i mesterklassen og havde flere placeringer i toppen. Det hele kulminerede med en flot sejr i forårsturneringen 1990 med en suveræn score på 9½/11. Den efterfølgende omkamp om klubmesterskabet mod vinderen af efterårsturneringen, Anders T. Sørensen, vandt Lars 1½:½. En meget passende afslutning på otte års medlemskab af Skakklubben Centrum.

Lars debuterede på førsteholdet i 3. division i 1987 med en flot remis. Desværre kender jeg ikke antallet af hans 1. holdskampe, da klubbladene er lidt mangelfulde på lige det område.

Dengang, omkring 1990, havde vi en håndfuld talentfulde unge spillere i klubben. Udover Lars var der tale om Torben Steffensen, Morten Rud, Ole Bønnelykke, Lars Foldager med flere. De unge mennesker deltog naturligvis i enkeltmandsturneringer for at få et ratingtal. Lige på det område var Lars dog ikke så aktiv og før sommerferien 1989 var Lars’ ratingtal på 1659, hvilket ikke svarede til hans reelle styrkeniveau. Det skulle der laves om på, mente i hvert fald andre medlemmer i klubben. Selv om anden form for spil end skak, jf. klubbens vedtægter ikke var tilladt, så indgik klubbladsredaktør (og advokat!) Lars Lindhard og Morten Rud et væddemål med Lars om, at Lars i hvert fald ikke kunne nå at blive mesterspiller også i DSU-regi (ratingkrav 1900) inden årets udgang. Om det var for at undgå en træls udgift på 2*100 kroner, skal jeg ikke kloge mig på, men væddemålet bevirkede i hvert fald, at Lars i et sandt spilleraseri deltog i allehånde turneringer i løbet af efteråret. Og voila, et nyt ratingtal på 1917 var hjemme inden årsskiftet! Noget af en bedrift.

At Morten Rud og Lars Lindhard således skammeligt havde undervurderet Lars, skulle naturligvis udbasuneres i klubbladet, så ingen kunne være i tvivl om, hvem vinderen af væddemålet var. Det er nok derfor, at Lars med god grund ser så fornøjet og veltilfreds – og 200 kroner rigere - ud på billedet, der var på forsiden af klubbladet for januar 1990, i øvrigt det samme billede som blev brugt på en af sangene ved Lars’ bisættelse.

Så det lader til, at udover væddemål og ædel kappestrid, så hører lidt godmodigt drilleri også skakspillet og skakspillere til. Det fik jeg førstehåndsindtryk af, da de unge talenter Morten Rud og Torben Steffensen, der begge var til stede ved bisættelsen, lige skulle sætte hinanden lidt på plads før ceremonien gik i gang. Morten brokkede sig lidt over, at Torbens ratingtal var større end hans, men det var udelukkende pga. Torbens aktivitetsniveau eller nærmere mangel på samme, at tallet stadigvæk lå så højt - i det mindste jf. Morten. Men hans ratingtal var altså højest, jf. Torben, så 1-0 til ham. Modtrækket kom prompte. ”Hvem har flest bymesterskaber?” Godt ord igen og dermed 1-1 og freden var genoprettet. Eller det troede jeg i det mindste, indtil Morten altså gjorde indsigelse mod min måde at give point på. Vundne bymesterskaber, fynsmesterskaber og lignende burde tælle hver for sig. Og da Morten har 6 turneringssejre, så er den korrekte stilling 6-1, i det mindste ifølge Morten!

Tilbage til Lars. Han skulle videre i uddannelsen og livet og flyttede til Aalborg, hvor Aalborg Skakforening fik stor glæde af vores mesterspiller. Som man kan læse i mindeordene på deres hjemmeside, så udviklede Lars sig til at blive en endog meget stærk spiller deroppe. Hele fire klubmesterskaber blev det til, endda i træk, to bymesterskaber og 112 divisionspartier, mange af dem på førstebrættet. Hans danske rating toppede i 1997 med 2370 og han var da nr. 28 på DSU’s styrkeliste. FM-titlen opnåede han også.

Lars gjorde også opmærksom på sig selv i internationale turneringer. Han spillede f.eks. med i Gausdal Classics i både 2001 og 2002, hvor han har kunnet følge med i en meget ung Magnus Carlsens spil. Det gik ikke så godt for Lars i 2001, men i 2002 spillede han en fremragende turnering i turneringens B-gruppe, hvor han ubesejret sluttede med 6/9. Lars vandt bl.a. over GM Normunds Miezis fra Litauen. Miezis vandt ellers gruppen med 8/9, men Lars ødelagde hans ellers perfekte score. ”My opponent played very very strange!”, forklarede Miezis efter partiet. Det var nok det der skulle til! Desværre måtte Lars nøjes med remis i sidste runde og missede derfor sin 1. IM-norm. Hans ratingpræstation var på 2420, så IM-styrken var der tydeligvis. Det syntes Lars tilsyneladende ikke selv, for i turneringsbulletinen kan man læse dette citat fra Lars’ side om ratingpræstationen: "I am still clearly overrated". Mon han nu også var det?

Lars Lindhard, Centrums tidligere klubbladsredaktør, flyttede lige som Lars Venø nordpå og er nu endt som klubbladsredaktør for Aalborg Skakforening. Sidste år prøvede Lindhard at få Lars til at komme med et indlæg til Aalborgs klubblad om skak i ”gamle dage”. Det sagde Lars nej tak til. Han fortalte, at skakken var helt forbi for ham. Hans skakbøger var smidt ud, og alle hans partier var væk, forsvundet i forbindelse med et computerskift for adskillige år siden. Jeg ved ikke hvor meget Lars spillede skak efter Gausdal i 2002, men det er indtil videre ikke lykkedes mig at finde meget på nettet. Fra anden side har jeg hørt, at en manglende IM-norm var med til, at interessen for skak falmede lidt, men måske har jeg misforstået noget. Helt glemt skakken kan Lars dog ikke have, for han deltog i en lyn- og hurtigturnering i Tunesien i begyndelsen af 2025, i det mindste hvis man kan stole på Google. Turneringstabeller har jeg ikke kunnet finde, men i hurtigturneringen spillede han bl.a. mod Jens Kristiansen.

Da bisættelsen gik i gang klokken 12, var der nok dukket 50-60 personer op. Lars’ mor holdt en smuk tale om sin ældste søn. Lars var et opvakt barn, glad og hjælpsom og med sin helt egen specielle humor, hvilket hun gav eksempler på. Han var gavmild over for andre, men nok knap så meget over for sig selv. At Lars var savnet og elsket, var der ingen tvivl om.

Vi sang ”Noget om helte” af Halfdan Rasmussen/Robert Normann, hvorefter Lars’ chef og gode ven, Kristian, holdt en tale om Lars som kollega og ven. Efter uddannelsen til civilingeniør blev Lars ansat hos Solid Software Development, hvor Lars' hovedopgave blev at udvikle og vedligeholde Danmarks Bridgeforbunds turneringssystem, BC3. Lars var en meget vellidt og dygtig kollega, som lynhurtigt kunne gennemskue problemstillinger og finde løsninger. Og hvis han en sjælden gang skulle lave en fejl, så erkendte han straks fejlen, undskyldte og gik i gang med problemløsningen.

Jeg mener at huske fra Kristians tale, at Lars selv var begyndt at spille bridge inden ansættelsen hos SSD. Lars og tre venner var dukket op til en klubaften for at se, hvad bridge nu var for noget. Vistnok den klub som Kristian selv var medlem af. Og bridgen må så sandelig have været noget, for Lars blev bidt af spillet og deltog i utallige turneringer, både herhjemme og i udlandet. Spillestyrken steg selvsagt og kastede også turneringssejre af sig, bl.a. i en turnering i Kina i 2011.

Og så var Lars ikke bare glad for katte, han var (helt forståeligt!) nærmere begejstret for dem. Når Lars besøgte Kristian privat, så var kattenes ve og vel det første der skulle tjekkes, så med andre ord var prioriteringerne i orden! At Lars ikke længere er her, var et stort tab, både personligt og arbejdsmæssigt.

Næste taler var næstformanden i Danmarks Bridgeforbund, Sus Vang. Hun kunne fortælle, at Lars havde været en yderst kompetent systemudvikler. Hvis der opstod problemer med en turneringsafvikling, så søgte Lars utrætteligt at hjælpe. Se også forbundets mindeord om Lars.

Lars' lillebror, Bent, kunne fortælle om brødrenes opvækst på Carit Etlars Allé og Præstebakken. Lars var Eriks helt og forbillede og dejlige storebror. Lars hørte meget musik og i perioder kørte Bruce Springsteen og senere TV2 på repeat i hjemmet, hvilket var med til at skabe Bents interesse for musik. En interesse som har udmøntet sig i, at Bent i dag er udøvende musiker. Det fik vi syn for sagn for, da der blev tid til den næste sang, som blev fremført for os. Det var "Kom og se far danser" af Steffen Brandt. Bent spillede guitar og blev akkompagneret af en ung sangerinde, hvis navn jeg desværre har glemt. Men synge, og det smukt, det kunne hun så sandelig.

Bent takkede for det store fremmøde og inviterede alle ned til Hotel Ansgar til en mindekomsammen. Ceremonien blev afslutet med at synge "I skovens dybe stille ro".

Det var en trist men alligevel smuk oplevelse, at være til Lars' bisættelse. Min egen opfattelse af Lars som en rar, intelligent, hjælpsom, samvittighedsfuld og vittig person, blev til fulde bekræftet. Lars blev man i godt humør af at være i selskab med og han vil blive savnet. Æret være hans minde.

Jeg sagde til Torben, at jeg ikke havde set ham i mange, mange år. Sidste gang var nede i Fritidshuset, hvor jeg påstod, at han havde spillet med (ikke som) et brækket ben. Det mente Torben ikke kunne passe, var det ikke armen det var galt med dengang? Så eventuelle knogleskader havde Torben glemt det meste om, men han kunne helt tydeligt huske, at han den dag havde vundet over Henrik Tranberg! Heldigvis ligger der dokumentation for Torbens fysiske tilstand. Det må have været benet det var galt med og det var helt korrekt, at han havde vundet over Henrik. Det skete 29. februar 2004.

Jeg tog afsked med de to, der begge ville tage ned til Ansgar. Jeg havde desværre en anden aftale, men jeg lovede, at jeg ville hilse alle skakvennerne fra dem, hvis jeg skulle støde på nogen. Endda Ole Bønnelykke. Det sidste blev sagt med et stort grin :-)