Han blev fast mand på bulletinkontoret de næste år. Sør’me om ikke jeg også fik ham til at melde sig ind i Centrum, hvor jeg også redigerede klubbladet. Det gav han også en ansigtsløftning.
Det blev hen ad vejen til et solidt venskab.
Når jeg tænker på de eftermiddage vi sad og arbejdede med klubbladet, sikke en tid.
Hold nu fast, de dage vi sad og mæskede os i fastelavnsboller – Stop. Vi venter, til du er kommet dig over chokket. Ja – fastelavnsboller. OK. Senere blev det andre stimulanser, der hjalp os med at få bladet færdig, det indrømmer jeg.
Som dengang i 1983, hvor bladet skulle rapportere om Nordisk Turnering, som Vesterhavsturneringen var udlånt til det år. Vi fandt på at sætte et kort over Norden på forsiden. Det var IKKE mig, det garanterer jeg. Helt bestemt. Det var Lasse.
Først da bladet var færdigtrykt og vi begyndte at dele det ud i klubben, det var den gang, vi spillede på Danmarksgades Skole, så jeg miseren: Vi havde vendt nordenskortet på hovedet.
Jeg gentager, det var naturligvis IKKE mig, det var Lasse.
Med formentlig vilde øjne kiggede jeg mig rundt og råbte: ”Hvor er Lasse??”
Finn sad ved bordet med bladene, det var den gang Finn havde fingeren på pulsen på ALT i klubben. Han pegede med en finger: ”Han gik lige op ovenpå!”
Jeg stæsede selvfølgelig med røgsøjler ud af begge ører af sted op ad trappen. Da jeg endelig, lettere forpustet, indså, at de øvre etager var lige så gabende tomme, som min skarpsindighed, indså jeg langsomt Finns overblik.
*
Det blev til et livslangt venskab, ikke kun pga. skak, men endnu mere med musik som omdrejningspunkt: Bob Dylan og The Band.
Lasse havde selv en fortid som musiker, spillede i et band, der hed Natfolket, kan høres på YouTube.
Ambitionerne om en læreruddannelse kuldsejlede, matematik knækkede ham.
Han vendte tilbage til Tønder og Laursens Bogtrykkeri.
Jeg tog hyppigt toget derned, det blev bl.a. til mange gange, Tønder Festival. Lasse og Margit kørte også tit op til mig i Esbjerg.
Snigende begyndte problemerne at melde sig hos os begge. Jeg blev som bekendt ramt at sklerose, der bl.a. går ud over koncentrationen. En dag tog jeg toget den forkerte retning, da jeg hoppede på toget i Tønder Central Station, og jeg glædede mig til igen at hilse på ale de små stationsbyer på turen til Esbjerg.
Sig mig, havde de ændret på byerne i løbet af de par dage, jeg denne gang havde været hos Lasse & Margit? Skilte, der i hvert fald ikke var på dansk begyndte at dukke op.
Sikkert med vilde øjne henvendte jeg mig til en sagesløs og nydelig ung pige: ”Øh, hvor er vi egentlig på vej hen??” Sagt på nogenlunde velformuleret esbjergensisk.
Nu med tydelig desperation famlede hun i sin taske efter sin peberspray: ”Do you speak English?”
Jeg måtte stå på en mennesketom station i Niebøl i en time, før der gik et tog tilbage nordpå. Da jeg endelig kom hjem og ringede til Lasse og fortalte ham om min udflugt, grinede han så højt, at jeg kunne høre ham helt i Esbjerg over de 80 km.
*
Sidste gang, jeg så ham, var han uhyggelig tynd og farveløs.
Det var noget med de røde og hvide blodceller, der ikke spillede rock & roll i takt.
Da lægerne endelig fandt ud af, hvad der var galt, gik det igen OK et stykke tid.
Så andre problemer.
Til sidst var det hjertet.
Der kom en mail fra Margit: Lasse er død.