I 1932 gjorde man så et nyt forsøg. Den 21. februar stiftedes i Odense Dansk Arbejder-Skakforbund. Kun tre klubber var med fra starten, men efter bare et år var man oppe på 16 klubber og et medlemstal på cirka 600.
DSU's upopulære politik med det obligatoriske Skakbladet skærpede interessen for DASF, men også tidens sociale og politiske uro med arbejdsløshed i Danmark og støvletramp syd for grænsen spillede en rolle. For Forbundets politiske profil var klar. Man søgte sine medlemmer blandt arbejderne, og i 1936 erklærede Forbundets officielle organ, Arbejder-Skak, rent ud: Vi bekæmper det kapitalistiske system..."
Her har man nok en af årsagerne til Forbundets fremgang i 30'erne og 40'erne - og måske kimen til det undergang i 60'erne.
"Arbejder-Olympiaden" i Barcelona var kommet i stand som en protest mod det officielle skak-OL i München i det nazistiske Tyskland (hvor DSU lod sig repræsentere). Georg Andersen fik dog ikke sin OL-debut, dagen efter det danske hold var ankommet til Barcelona, brød den spanske borgerkrig ud.
Ambitionerne hos A. S. skærpedes i disse år. Georg Andersen demonstrerede partier fra Glostrup for sine klubkammerater og spillede simultan, Jens Enevoldsen blev hentet til Esbjerg for at holde foredrag, A. S. oprettede sit eget rejsefond til hjælp for medlemmer, der ønskede at deltage i Forbundets Påskestævne. Man talte om at arrangere Påskestævne i Esbjerg i 1940 eller 1941 - men her greb verdenshistorien ind.
De sidste år i 30'erne havde A. S. haft svært ved at betale sine regninger. Klubkassen var slunken pga. kontingentrestancer. Økonomien bedredes væsentligt i besættelsesårene, hvor klubben fik mange nye medlemmer.
I de første år havde man ved klubfesterne hyppigt benyttet lejligheden til at prise det gode sammenhold og kammeratskab medlemmerne imellem. At der ikke var tale om tomme ord, viser en historie om A. Becher, der var en af klubbens medstiftere og mest aktive. Han var af tysk afstamning (fornavnet var oven i købet Adolf). I en periode under besættelsen var en af hans slægtninge stationeret som tysk soldat i Esbjerg og kom derfor jævnligt på besøg hos Becher. En situation, der godt kunne have ført til ubehageligheder, men i klubben lød der ikke et ondt ord i den anledning.
Heller ikke selv om flere af klubbens medlemmer var eller blev aktive modstandsfolk. Blandt disse var der to, Peder Holm og Halvor Thomassen, der senere blev arresteret og sendt i tysk koncentrationslejr. Thomassen var sekretær i det kommunistiske partis byledelse og spillede en hovedrolle under Folkestrejken i Esbjerg i august 1943.
Det var i øvrigt en ikke uvæsentlig hjælp for kommunisterne, at Thomassen i Folkestrejkens kritiske dage af en klubkammerat i A. S. blev informeret om alt, hvad socialdemokraterne i Esbjerg internt diskuterede og besluttede!
Også styrmand Peter Fribert kom på kant med den tyske besættelsesmagt. Stående på dækket af sit skib skal han letsindigt have provokeret nogle tyske soldater, der opholdt sig på kajen. Tyskerne gik ombord og visiterede skibet. I Friberts køje fandt de kommunistisk propagandamateriale. Efter krigen skal Fribert have forklaret, at det var tyskerne selv, der anbragte det kompromitterende materiale.
Peter Fribert har efterladt sig følgende beskrivelse af, hvordan skakspillet hjalp ham at fordrive tiden i fangenskabet:
"Skakspillet er et herligt spil - og så kan man spille det med sig selv, når man sidder i enecelle! Et skakbræt kan man altid tegne på et lille stykke papir, og brikkerne kan man lave af rugbrød eller sigtebrød. Man fugter et lille stykke brød i hånden, ælter det med fingrene, og former det til små brikker. Således er det en fornøjelse at lave sit eget skakspil, og den smule brød, der går med til det, har man altid råd til at undvære - selv om man sidder på vand og brød!
Brikkerne tørrer og bliver så hårde som ben i løbet af et par dage, og sådan kan de holde sig, bare de ikke bliver udsat for fugtighed. Jeg har haft megen fornøjelse af et sådant hjemmelavet skakspil, mens jeg sad i tugthuset i Tyskland, anklaget for at havde rystet Det tredje Rige i sin grundvold! Mens jeg sad arresteret hos Gestapo i Kolding arrest, spillede jeg naturligvis også skak, denne gang dog med rigtige brikker, som Røde Kors forsynede os med. Desværre trak mit ophold i arresten længe ud, fordi jeg intet kunne huske, så det gik langsomt frem med forhørene.
- De har en forbandet dårlig hukommelse! sagde tyskeren, der forhørte mig.
- Det er en familiesvaghed, svarede jeg, min gamle mor på 84 har også en meget dårlig hukommelse!
Jeg tror ikke, han opfattede vittigheden, men da mine cellekammerater så mig stille seks skakopgaver op, som jeg huskede fra tidligere tid, blev de enige om, at rent skakmæssigt set fejlede hukommelsen ikke noget."
I de første år af 40'erne holdt man som sæsonafslutning nogle fester, der efter den begejstrede omtale i protokollen at dømme må høre til klubbens mest vellykkede. Der var tale om udflugter på cykel til Hjerting. Man mødtes en lørdag eftermiddag i juni på Strandby Plads. Når alle langt om længe var mødt op - en enkelt dag måtte man vente det meste af en halv time på selveste formand P. Sørensen - så besteg man cyklerne, og det gik nordpå.
Målet var bager Janus Jakobsens selskabslokale, hvor der var dækket op med erstatningskaffe og kage. Ved kaffebordet var der underholdning med sange, sketches og taler. Formanden omtalte den forgangne sæson og uddelte præmier. Andre talere roste dem, der gjorde et stort stykke arbejde for klubben. En J. P . Svendsen holdt en tale for damerne, "så man nok kunne høre, han hverken var gift eller forlovet!"
Efter bordet var hævet, gik man udenfor, hvor løjerne fortsatte med f.eks. pilekast eller målskydning med luftbøsse. Det hændte, at nogle af festens mandlige deltagere pludselig opdagede alvorlige mangler ved deres cykler - det måtte de straks have en fagmand til at kigge på. Den eneste cykelsmed i Hjerting boede for resten lige ved Hotel Strandgården. I 1943 måtte man opgive disse udflugter - af mangel på cykelgummi.
I sidste halvdel af 40'erne øgedes de udadvendt aktiviteter igen. Man spillede i august 1945 en match mod et hold af russiske soldater, der var indkvarteret i lejre i Esbjerg på vej hjem fra krigsfangenskab i Tyskland.
Esbjerg Skakforening havde kort før krigen af uklare grunde afbrudt samarbejdet om byturneringen. Et møde i foråret 1946 rensede luften mellem de to klubber, og samarbejdet genoptoges. I 1948 fik Jerne også repræsentanter i byturneringsudvalget, som dermed fik sin nuværende [1] sammenslutning.
I 1948 udbyggedes DASF. Under hovedkredsene etableredes amtskredse, et arbejde A. S. med formand P. Sørensen i spidsen tog aktivt del i.
En spiller begyndte i disse år at rage op over de øvrige. Hans P. Madsen blev medlem som 17-årig i 1932. På det tidspunkt var han den yngste blandt medlemmerne i A. S. Bare syv år senere kunne han også kalde sig den bedste. Han vandt klubmesterskabet i 1939 og igen i 1941 og 1942, derefter var han bortrejst fra byen i nogle år. Da han vendte tilbage, var han god nok til at undervise sine klubkammerater i teori og til at tage til Gredstedbro og spille simultan mod medlemmer af den lokale skakklub. Fra 1950 overtog Madsen for alvor kommandoen i klubturneringen, af de 10 klubmesterskaber i 50'erne lagde han beslag på halvdelen!
Den 1. november 1947 rundede klubben sit første skarpe hjørne. De første 25 år fejredes med en stilfuld fest på Grundtvigshus. Bordene var pyntet med blomster, på væggen hang Dannebrog. Menuen stod på suppe, steg og is - formedelst 7,50 kr. pr. kuvert. Lykønskningstelegrammer og gaver var strømmet ind fra andre klubber. Af Esbjerg Skakforening fik A. S. en bronzegongong. Festdeltagerne hyldede fem medlemmer, der alle havde været med fra starten i 1922. De fem var A. Becher, C. H. Jensen, I. Jørgensen, M. P. Mathiesen og P. Sørensen.
Da 1940'erne blev til 1950'erne, kunne A. S. igen øjne mørke skyer i horisonten. Ved generalforsamlingen i 1951 var medlemstallet dalet til 65, og økonomien var stærkt forværret. Det skortede ikke med opfindsomme forslag til måder at komme den betrængte klubkasse til hjælp. Man fandt på at fremlægge tipskuponer på klubaftenerne. Hvert medlem kunne så, alt efter hvor langt pengepungen rakte, udfylde et antal rækker. Ideen var, at en eventuel gevinst skulle tilfalde klubben.
En af årsagerne til den økonomiske krise lå paradoksalt nok i 40'ernes store medlemsfremgang: Kontingentrestancerne var blevet en belastning. I 1951 udgjorde restancerne 170 kr. I 1953 var tallet oppe på 330 kr. - i 1954 var den helt gal: 455 kr. Men så havde bestyrelsen også fået nok og skred til sletning af de formastelige. Årskontingentet var på det tidspunkt omkring 25 kr.
I 1952 blev P. Sørensen alvorligt syg. I mere end seks måneder måtte suppleanten indkaldes og næstformand Alfred Pedersen fungere som formand. Suppleanten var skrædder Hans Nissen. Den anstrengte økonomi betød, at der ikke kunne blive råd til nogen storstilet jubilæumsfest i 1952, man måtte nøjes med det sædvanlige kaffebord.
På generalforsamlingen i september 1953 ville P. Sørensen trække sig, det lykkedes dog forsamlingen at overtale ham til at fortsætte. Samme generalforsamling valgte en ny sekretær, Hans Nissen, der på det tidspunkt havde etableret sig med eget skrædderværksted i Stormgade. P. Sørensen knurrede lidt over, at sådan en "selvstændig" skulle i bestyrelsen hos A. S.
Også for DASF var det modgangstider. Medlemstallet gik tilbage, Ribe amtskreds måtte nedlægges - A. S. var den eneste arbejderskakklub i amtet.
De ublide vinde til trods beholdt A. S. i disse år det store mål for øje: Påskestævne i Esbjerg. Op gennem 40'erne og i begyndelsen af 50'erne havde man gjort flere forsøg på at få stævnet til Esbjerg, men først på DASF's delegeretmøde i Hillerød 1954 kunne P. Sørensen endelig invitere til Påskestævne næste år i Esbjerg.
For at få penge i kassen lavede man i efteråret 1954 et lodseddelsalg, 7000 lodder á 50 øre. Det gav et pænt overskud, selv om de udenbys klubber ikke var synderligt behjælpelige med salget - visse københavnske klubber med op til 150 medlemmer formåede kun at afhænde 10-20 lodder.
Påskestævnet spilledes på Hotel Esbjerg Højskolehjem, der var nyrestaureret efter at have være blevet saboteret under krigen, hvor det havde været hovedkvarter for Gestapo.
P. Sørensen var stævneleder og E. A. Andersen stævnekasserer. Den 7. april åbnedes borgmester Høyer-Nielsen stævnet, der sluttede den 11. april - med Bent Kølvig fra Hvidovre som forbundsmester.
A. S. høstede kun ros for arrangementet, der oven i købet gav et overskud på 1149,31 kr., som deltes mellem A. S. og DASF. 130 spillere deltog i Påskestævnet i Esbjerg, et deltagerantal A. S. var tilfredse med, "da Esbjerg jo ligger lidt afsides."
Et livsværk syntes fuldbyrdet - men forude ventede der P. Sørensen et bittert farvel til den klub, han mere end nogen havde præget.