Mindelser og gamle dage
Mindelser om gamle dage
af Martin Koch Clausen
den 23. juni 2015
Det var måske ikke oppe under taget på Gl. Vardevej 7, og maden fra grillbaren om hjørnet var måske også erstattet af noget mere velsmagende, men ellers var alt stort set ved det gamle (som i begyndelsen af 1970’erne), da klubbens færøske islæt, John, gæstfrit inviterede nogle af os andre juniorer på brunch den 21. juni 2015 – hjemme hos Brian, som jo bor i det hus, hvor John voksede op! John tævede os andre i lyn, Peer Ole gjorde modstand mod de to koryfæer, og Matras og jeg spillede om sidstepladsen.
Vi fejrede også (også som i begyndelsen af 1970’erne), at Ove var blevet klubbens nye mesterspiller! Ove har i nogle år hygget sig i basisklassen, men satte sig for nylig som mål at vende tilbage til mesterklassen inden august 2016. Turneringsaktiviteten blev øget, og i løbet af kort tid kunne Ove sætte flueben ved opgaven. Ove kunne nemlig allerede i maj 2015 bogføre et ratingtal på 1940 (det var også det tal, man fik tildelt i begyndelsen af 1970’erne, når man rykkede op i mesterklassen – dengang var rating endnu ikke indført i 1., 2. og 3. klasse). Godt gået!