Bogudsalg 2008
Bobby Fischer i krig
Af Jørn Hansen
27.02.2008

Den sande historie om hvordan Sovjetunionen tabte den mest usædvanlige skakmatch gennem tiderne!

I sommeren 1972, midt under den kolde krig, mødtes russeren Boris Spasskij og amerikaneren Bobby Fischer for at dyste om verdensmesterskabet i skak. Matchen fandt sted i Reykjavik og var omgærdet af enorm medieopmærksomhed. Henry Kissinger spøgte i kulisserne, og hele det sovejtiske sportsbureaukrati var på stikkerne.

Hverken Fischer eller Spasskij var imidlertid lette at styre. Fischer kom flere dage for sent, og han og hans advokater blev ved med at stille nye krav til de islandske arrangører - blandt andet om at han skulle have hotellets swimmingpool for sig selv, og at alle kameraer skulle være skjult under partierne. Spasskij var mere beskeden, men af det nye materiale forfatterne har fået adgang til, fremgår det at han også i høj grad gik sine egne veje, og at han var særdeles kristisk over for det system han repræsenterede.

Matchen selv var dramatisk fra først til sidst, men udsættelser, nye krav, anklager om snyderi, ufattelige bommerter og skaktekniske triumfer og først efter halvandenmåned og enogtyve partier kunne man kåre en vinder.

Bobby Fischer kom siden på kant med sit fædreland, og for ganske nylig blev han tildelt islands statsborgerskab. I denne bog får vi hele forhistorien, og det er en medrivende beretning om skak, verdenspolitik og galskab.


Lyder dette som tekst hentet fra et bogomslag? Ja, helt korrekt. Bogen "Bobby Fischer i krig", skrevet af David Edmonds og John Eidinow og udgivet af Gyldendal i 2005, er nemlig kommet på bogudsalg. Jeg ved ikke om bogen er god eller dårlig, men den er i hvert fald billig. Kun 59,95 kr. fandt jeg den for i B. O. Bøger i Kongensgade. Og hvis man køber to, så får man rabat! Der lå en pæn stak dernede, da jeg besøgte forretningen i morges.

Skynd dig, måske er der flere tilbage. Jeg ved ikke om de også har bogen i Varmings Boghandel, men hvis ikke, så har de mange andre gode bøger på udsalg, i denne byens eneste rigtige boghandel - efter min beskedne mening :-)


Den 1. marts modtog jeg følgende e-mail fra Peter Roesen:

Jeg har lige været inde på Centrums hjemmeside for at se, om der er sket en hackerangreb svarende til, hvad Varde Skakklubs hjemmeside tilsyneladende har været udsat for - se evt. selv!

Jeg læste din omtale af bogen Bobby Fischer i Krig og kan supplere med, at jeg selv har haft fornøjelsen at læse den - eller i hvert fald udvalgte passager.

Jeg syntes selv, at bogen var utroligt spændende og spækket med oplysninger, der giver et ganske nuanceret billede af omstændighederne ved denne fantastiske begivenhed. Så hvis du vil supplere dit indlæg på hjemmesiden, kan du i hvert fald hilse fra mig og anbefale bogen.