SKAK
Peter Dürrfeld: Skakkens historie – spillet, kulturen, mestrene. Informations Forlag, 182 shider, ill., 248 kroner.

Skak er et djævelsk spil, hvor der intet er at skjule sig bag. Ingen terninger, ingen fordækte kort eller skjulte brikker. Alt er ude i det åbne, frit for alle at se og uden andet element af held end hvem der er hvid og dermed starter. Taber man, er det ganske enkelt og brutalt, fordi modstanderen var bedre. Ikke et spil for dårligere tabere som altid leder efter undskyldninger, men genialt til en intellektuel tvekamp.

Og der er vel næppe heller noget andet bræt- eller underholdningsspil, der i den grad har fascineret og stået som en af den menneskelige hjernes ypperste bedrifter. Da daværende verdensmester Garry Kasparov i 1997 tabte til IBM-computeren Deep Blue, var det forsidestof overalt i verden og – for pessimister og bekymrede sjæle – det endelige bevis på, at computeren havde overgået mennesket.

Den bekymring deler Informations mangeårige skakredaktør, Peter Dürrfeld, heldigvis ikke i sin lille fine bog om skakkens historie. Efter at have løbet gennem skakkens tusindårige historie frem til vore dage slutter han af med en forudsigelse om, at computeren også, når det gælder skak, ganske vist er kommet for at blive, men at den menneskelige kappestrid inden for dette ædle spil bestemt ikke er truet.

SKAKVERDENEN har vitterlig fostret nogle af de mest utrolige skikkelser. Mest kendt er den gale amerikaner Bobby Fischer, der efter at have besejret Sovjetunionens stjerne og daværende verdensmester Boris Spassky i Reykjavik forsvandt ud af skakkens annaler for en enkelt gang at dukke op i en sælsom uautoriseret match midt under borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien. Historien er kendt og var genstand for en hel bog, der kom sidste år, så Dürrfeld fokuserer klogelig ikke voldsomt meget på den.

Han bruger i stedet tiden og pladsen på pædagogisk og underholdende at gennemgå skakkens historie, de 13 personer, der blev verdensmestre, før skakverdenen gik af lave og blev opsplittet i snirklede fraktioner og uautoriserede turneringer og mesterskaber, for endelig at slutte bogen med et optimistisk bud på fremtid for skak på højt niveau.

Alt sammen krydret og kommenteret med de mest berømte partier. Velkendte for sande skakspillere formentlig, men – som bogen generelt – fascinerende læsning for os dødelige, der synes, at spillet er interessant, men aldrig selv for alvor har fået skovlen under det. Hvilket heldigvis heller ikke er en forudsætning for at læse bogen.

HAR MAN ET skakbræt ved hånden, kan man sagtens følge slagets gang og forstå Dürrfelds kommentarer, og har man ikke, kan man vælge helt at springe spilreferaterne over og holde sig til beskrivelserne af de mærkelige mennesker, der har evner for skak. Fra 1700-talstænkeren Philidor over det dovne cubanske geni Casablanca til perlerækken af sovjetspillere, der dominerede den kolde krig. Sælsomme skæbner er der nok af, og det lykkes på få linjer Dürrfeld at tegne et portræt af dem og deres ofte uhyre excentriske sider.

Selve skakspillets historie opridses også, men det kunne man – undertegnede i al fald – måske ønske, at Dürrfeld havde brugt lidt mere energi og tid på, ligesom det kunne have været herligt med et afsnit om berømte skakspil i historien mellem ikke-eksperter. Men det kan jo passende komme med næste gang.

Bogen er i øvrigt også anmeldt på DSU's hjemmeside.