Ikke så underligt faldt snakken snart på gamle dage. Og med klubbens nuværende situation taget i betragtning, var det de gode gamle dage der blev mindet. Gamle koryfæer og særlige hændelser blev trukket frem fra erindringen:
Kan I huske Guldagermysteriet? Hvad var det nu det gik ud på?
Hvad med den gang NN blev kørt hjem fra en klubfest i overrislet tilstand. Brækkede han sig udenfor eller inde i taxaen?
Kan I huske dengang vi rykkede op i første division?
Hvordan går det med Ole Bønnelykke, den unge mand?
Hvad er der egentlig sket med Fanø Skakklub?
Hvordan går det med Rexen?
Var det mon helt overlagt, at L. H. Frandsen altid havde en termokande med hvidløgsdrik med til sine partier?
Hvor længe siden er det Malle døde?
Kan I huske da Slot-Jensen tabte gebisset på brættet?
Kan I huske partiet mellem .....
Kan I huske Vesterhavsturneringen i ....
Osv. Osv. Jeg er helt sikker på, at mange af historierne lige fik en ekstra drejning, men underholdende var det helt sikkert. Her kan jeg da lige tilføje, at Martin besøgte Rexen lige før han kom ned til Brian, og Rexen er still going strong.
Og mange ringede også til fødselaren, hvorved der da også opstod nogen forvirring, da det ikke altid var Brian selv der tog telefonen, men blot fik den rakt videre. Så var præsentationen jo allerede overstået, tit efter en længere snak, for oftest var det jo andre skakspillere der ringede. Blandt andet gik der da vist nogle minutter, før det gik op for Brian, at det var John Rødgaard, der (via en dårlig Skypeforbindelse) var i gang med at komme med en lykønskning fra Færøerne.
Og Brian blev da også begavet. Han fik flere bøger, bl.a. lagde jeg mærke til et par murstensværker: 6. bind af Karl Ove Knausgårds "Min kamp" og Jan Løfbergs 1. bind om Bent Larsen. Lidt misundelig blev man vel :-)
Men der var ikke kun bøger til Brian. Martin medbragte en komplet middag - inklusive kok! Jeg går ud fra at kokken var Martin selv. Her overlader jeg i øvrigt ordet til Brian, som jeg dagen efter spurgte om hvilken slags mad det nu var:
Det var indisk mad, Martin havde med til mig. Jeg har lige i dag spist resterne. Martin og jeg har udviklet en svaghed for indisk mad. Har jeg ikke fortalt dig om, da vi i London for første gang var på indisk restaurant? Da tjeneren spurgte mig, om vi ville have ‘hot’ chicken. Svarede jeg den kyndige engelsklærer ‘Yes, of course’! Troede idioten, jeg ville have kold kylling?? Tjeneren fremturede ‘ It is VERY hot. Så fik vi VERY hot kylling, og lærte, at hot også kan betyde STÆRK. Vi kæmpede os med sveden sprøjtende fra panden igennem kyllingen. Vi undrede os godt nok over, at det hele tiden var en ny tjener, der kom over til vores bord og spurgte, om alt var tilfredsstillende. For så skyndsomt at fortrække til køkkenet. At vi hørte hysteriske latterbrøl derudefra er nok kun noget, vi bilder os ind i dag på års afstand. Maden, Martin havde med, havde han købt som take-away et sted i Skolegade eller Gågaden. Det kan anbefales.
Jeg tilbragte nogle rigtig hyggelige timer ude hos Brian, og det er jeg også helt sikker på at de øvrige gjorde. Tak og atter en gang stort tillykke med dagen.